3 gode grunde til at interessere sig for AI-agenter
IT-PERSPEKTIVER: Tre gode grunde til, at danske virksomheder bør interessere sig for AI-agenter.

AI-agenter – mere end bare smarte assistenter
De seneste teknologiske gennembrud har rykket grænserne for, hvad vi kan forvente af AI. Store tech-giganter som Google og Apple arbejder allerede på projekter, der lover nye muligheder.
For eksempel er Googles Project Astra og Apples Intelligence gode bud på næste generations AI-agenter, hvor sidstnævnte spiller en central rolle i iOS 18 (dog endnu ikke frigivet i EU).
Derudover fylder AI-agenter en hel del på Microsofts årlige Ignite, som løber af stablen, mens jeg skriver denne klumme.
Forskellen fra de mere enkle kommando-baserede AI-agenter, som vi kender dem i dag, er den eksekverende del – og eksekvering er som bekendt alt. Med andre ord vil AI-agenter i fremtiden i højere grad integrere til andre værktøjer og dermed være i stand til at udføre handlinger.
Begrebet AI-agenter må i øvrigt ikke forveksles med såkaldt agentisk AI, som er en AI-teknologi, der kan handle autonomt, træffe egne beslutninger og løbende tilegne sig læring. Til sammenligning fungerer AI-agenter inden for de rammer og instruktioner, de er blevet konfigureret til.
Det er værd at bemærke, at disse begreber ofte bruges bredt og tolkes forskelligt. Men det er et sidespor. Lad os ikke fortabe os i begreber og i stedet fokusere på, hvad teknologien rummer af muligheder.
Mulighederne er ikke ubetydelige…
Særlig interessant er Google, som med sit Project Astra demonstrerer, hvordan en personlig hverdags-AI-agent vil kunne hjælpe med alt fra lektier til komplekse opgaver på jobbet.
Med iOS 18 har Apple lanceret deres bud på fremtidens hverdags-AI-agent, som gør det muligt for brugere at stille mere komplekse spørgsmål og udføre en række opgaver, såsom at oprette kalenderaftaler, søge i fotos eller få opsummeret notifikationer.
Nogle af disse funktioner har allerede været mulige med den første generation af Siri og vil blot blive forbedret med hjælp fra Apple Intelligence.
I arbejdssammenhænge vil AI-agenter formentlig blive langt mere udbredte. De vil i højere grad blive implementeret i diverse værktøjer, ligesom blandt andet Microsoft satser stort på at gøre det nemmere at udvikle dem selv.
Mange af teknologierne, der anvendes til AI-agenter, er ikke nye. Det er visionerne heller ikke. Apple lancerede Siri i 2011, og Amazon kom ud med Alexa i 2014.
Den afgørende brik er de store gennembrud, der har været inden for blandt andet sprogmodeller.
AI-agenter har langt bedre forudsætninger for at forstå og oversætte sprog/tale/tekst til konkrete handlinger, simpelthen fordi sprogmodellerne har nået en høj modenhed.
Dette kan eventuelt suppleres med viden om din adfærd og en kontekst forståelse - hvis man altså vælger at dele det.
Hvorfor skal danske virksomheder interessere sig for AI-agenter?
Det er ikke kun tech-giganter, der kan drage fordel af denne teknologi. Også danske virksomheder har gode grunde til at interessere sig for AI-agenter. Her er tre af dem:
1. Teknologien er allerede tilgængelig
Mange af disse teknologier er rent faktisk tilgængelige - ofte mod betaling - og kan med fordel tænkes ind i kommercielle sammenhænge. I Sydbank arbejder vi fx med en AI-agent i vores mobil- og netbank. I første omgang er der tale om et eksperiment med begrænset funktionalitet. Sådan er det med alt i begyndelsen. Hovedsagen er, at vi er i gang.
2. Øget produktivitet
AI-agenter kan hjælpe med at automatisere komplekse processer, hvor store mængder data skal indsamles, bearbejdes og analyseres. Et godt eksempel på et anvendelsesområde i en bank kunne være en kreditanalyse, hvor en lang række oplysninger skal indsamles, analyseres og et beslutningsoplæg skal skrives. Her kan en AI-agent anvendes som en virtuel partner på et meget specifikt og afgrænset område.
3. Fundamentale ændringer i brugeradfærd
Forestil dig en verden, hvor Siri eller lignende AI-agenter overtager langt mere informationssøgning. Tidligere åbnede man en app eller hjemmeside for at tjekke fodboldresultater – nu spørger man i stedet fx Siri. Denne ændring i adfærd kan radikalt reducere trafikken til hjemmesider og platforme, som mange forretningsmodeller er afhængige af i dag. Det samme gælder for søgninger efter restauranter, hoteller og meget mere.
Ovenstående er naturligvis blot en smagsprøve på en kompleks teknologi, Men hvis du kun lige har fået øjnene op for AI-agenter, håber jeg, det har vakt din nysgerrighed.