Menu luk

Antallet af it-jobannoncer er i bund

Ikke siden 2015 har der været så få opslåede it-stillinger, som det er tilfældet lige nu.

12. mar. 2025
2 min

Nye tal fra jobportalen Jobindex viser, at antallet af opslåede it-job rutsjer ned ad en stejl bakke. 

Ifølge sæsonkorrigerede tal var der i januar 2025 1.023 opslåede it-stillinger. Så få ledige it-job har der ikke været hos den danske jobportal siden august 2015.

Det er samtidig en halvering sammenlignet med januar 2022, hvor der var 2.322 it-job slået op.

Det skriver Computerworld

Det er ikke kun antallet af opslåede it-job, der har været nedadgående de seneste år. Også det generelle jobmarked er siden begyndelsen af 2022 faldet. Men det har dog ikke været lige så markant som på it-området. 

Er der grund til bekymring?

Er der grund til at være bekymret for udviklingen, hvis man i dag arbejder inden for it-feltet?

Ja, mener direktør for It-jobbank, der er den del af Jobindex-koncernen.

”Vi kan også se, at der i øjeblikket er folk, som bliver opsagt rundt omkring, ligesom ledigheden inden for it er stigende,” siger Torben Tronborg, der peger på, at it-jobmarkedet er et af de områder, der lige nu er hårdest ramt.

Hans forklaring på nedgangen er en blanding af de store it-investeringer og -rekrutteringer i tiden efter corona koblet med udviklingen inden for AI.

Men Computerworld har også talt med en rekrutteringsekspert, der dog ikke oplever den store nedgang i efterspørgsel efter it-arbejdskraft – navnlig backend- og frontend-folk er der ifølge ham stadig rift om.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Lavere vækst end for et par år siden

I oktober kunne IT-Branchen på baggrund af data fra it-jobportaler,  ligeledes fortælle, at der havde været en nedgang i antallet af it-jobannoncer. Dengang lød tallet på en nedgang på 13 % i forhold til året før. 

Analysen fra Natasch Friis Saxberg, adm. direktør hos IT-Branchen var ligeledes, at vi kom fra et højt investeringsniveau. 

”Vi kommer fra et niveau, hvor der måske var ordrer til at kunne ansætte 10-20 nye medarbejdere med det samme til, at der måske nu kun er ordrer til 5 nye medarbejdere. Så det er stadig en branche i vækst. Den er blot mindre end for nogle år siden,” lød hendes kommentar.

Seneste nyt