Menu luk

Bankdata skærer forretningsområde midt over og tager afsked med central profil

Det største forretningsområde hos Bankdata, Digital Banking, bliver delt og skal fremover ledes af 2 nuværende medarbejdere. Samtidig siger datacentralen farvel til en af arkitekterne bag Bankdatas transformation de seneste år.

12. mar. 2025
3 min

Der var hverken været brug for motorsav eller imposante udmeldinger, da Bankdatas CEO Esben Kolind Laustrup forleden valgte at dele Bankdatas største forretningsområde, Digital Banking, over i to.  

Ændringen handler nemlig først og fremmest at få lederne tættere på medarbejderne. Det betyder, at de to nuværende ledere i form af Rune Lippert og Mogens Sørensen træder ind i Bankdatas øverste ledelse med ansvar for hver deres del af Digital Banking.

Samtidig forlader Senior Vice President Martin Stampe virksomheden, da den nye organisering ikke passede med hans ambitioner.

450 medarbejdere i nyt setup

Digital Banking er Bankdatas største forretningsområde og har de seneste år vokset sig markant større end resten af organisationen. 

Med over 450 medarbejdere – næsten halvdelen af Bankdatas samlede arbejdsstyrke – har området fået en central rolle i udviklingen af netbanker, mobilbanker og betalingsløsninger til Bankdatas medlemsbanker.

Men området havde også vokset sig for stort. 

”Derfor skærer vi det over i to. Det handler om, at området ikke skal have en for bred agenda,” forklarer Bankdatas administrerende direktør Esben Kolind Laustrup til Finanswatch

Den nye organisering betyder, at Rune Lippert får ansvar for digitale selvbetjeningskanaler som mobil- og netbank, mens Mogens Sørensen overtager ansvaret for kernebankssystemer, kort og betalinger.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Esben Kolind Laustrup, direktør hos Bankdata. Foto: Thomas Søndergaard.

To profiler med store leverancer bag sig

Både Rune Lippert og Mogens Sørensen har været centrale kræfter i udviklingen af Bankdatas løsninger.

Rune Lippert har blandt andet opbygget en ny kanalplatform, der samler Bankdatas digitale selvbetjeningsløsninger og rådgiversystemer. 

Mogens Sørensen har ledet udviklingen af Bankdatas kapitalmarkedsplatform, som er den største enkeltstående leverance i virksomhedens historie. Platformen, der er udviklet i samarbejde med franske Murex, omsætter dagligt for omkring 300 milliarder kroner og bruges af over 200 specialister i medlemsbankerne.

Ifølge Esben Kolind Laustrup er de to nye ledere godt rustet til deres nye roller:

"Jeg er meget tilfreds med, at vi har to så stærke ledere i Bankdata, som kan træde ind i den øverste ledelse. Mogens Sørensen og Rune Lippert har stor indsigt i Bankdatas organisation, de har leveret en lang række flotte forretningsmæssige resultater og har derudover et stærkt ledelsesmæssigt fundamen,” lyder det fra Esben Kolind Laustrup på Bankdatas hjemmeside. 

Martin Stampe forlader Bankdata

Med opsplitningen siger Bankdata også farvel til Martin Stampe, der har været en af arkitekterne bag Bankdatas transformation de senere år.

Ifølge Esben Kolind Laustrup var det en naturlig konsekvens af ændringerne, at samarbejdet stoppede, selvom Martin Stampe efterlader en organisation, som aldrig har stået stærkere. 

Martin Stampe selv skriver på LinkedIn, at han ser tilbage på tiden i Bankdata med stolthed og taknemmelighed, men at organisationsændringen betød, at der ikke længere var en god rolle til ham.

Her er Martin Stampes opslag på LinkedIn, hvor han annoncerer sit stop.

En del af en større udvikling

Opsplitningen følger en længere transformation, hvor Bankdata har haft fokus på at blive mere agile. Tidligere har Bankdata bl.a. tilpasset sin ledelsesstruktur for at gøre organisationen mere smidig, og Esben Kolind Laustrup har flere gange understreget vigtigheden af, at ledere er tæt på medarbejderne og har indsigt i det daglige arbejde.

Opsplitningen af Digital Banking sker således i lyset af, at forretningsområdet havde vokset sig for stort i forhold til resten af organisationen. 

Med den nye struktur håber Bankdata at skabe en mere fokuseret organisering af Digital Banking, der både kan imødekomme den stigende efterspørgsel efter digitale løsninger og sikre en mere overskuelig ledelsesstruktur.

Seneste nyt