Menu luk

Droppede assurandør-job: At tjene penge blev ikke ved at være sjovt

Jes Hjort fik nok af præstationsræset som assurandør. Han sagde farvel til milliongage, Tesla og hus og flyttede sammen med familien ind i en længe hos sine forældre og dyrkede et stykke af deres store have. Det blev afsæt for hans virksomhed Økotopen, som han bevidst holder på lave omdrejninger.

17. feb. 2025
5 min

”Det er ikke for at sige noget dårligt om faget. Men for mig blev det for meget med præstationsræset.”

Jes Hjort var succesfuld og blev udnævnt som Årets Assurandør hos Topdanmark, men i længden var det ikke det rigtige for ham.

I dag lever han i stedet af at dyrke bare 700 kvadratmeter jord. Det er en del af hans forældres have på en gård nær Bramming i Vestjylland, og basis for hans virksomhed, Økotopen. Livet er fuldstændig lagt om, og han er optaget af helt andre ting end tidligere - som at være selvforsynende.

”Gennem de seks år, der er gået, siden jeg skiftede fra forsikring til den grønne verden, har rigtig mange spurgt mig, hvad der fik mig til at træffe beslutningen. Det har jeg meget svært ved at forklare. Men jeg husker i hvert fald, at en af vores tre sønner stillede mig et spørgsmål, som satte tankerne i gang.”

Spørgsmålet fra den dengang 4-årige søn handlede om, hvad hans far arbejdede med? Jes Hjort opdagede, at han ikke kunne give et meningsfuldt svar.

”Det var i det hele taget med til at modne min beslutning, at vi fik børn – det er nok meget klassisk, at man som forælder begynder at tage værdierne op til overvejelse. Det spillede også ind, at jeg var meget tæt på at blive stressramt. Jeg oplevede, at jeg fandt bedst ro, når jeg søgte ud i haven eller naturen.”

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Jes Hjort trives med sit nye arbejdsliv - og liv i det hele taget.

God til at skabe tillid

Jes Hjort blev oprindeligt uddannet på handelsskole og solgte hårde hvidevarer i sin elevtid.

”Jeg har altid været optaget af at have kontakt med mennesker og skabe tillid. Jeg var god til at sælge, og det førte mig videre ind i forsikringsverdenen. Der var det jo sådan, at hvis vi tjente penge, var det godt, hvis vi tjente mange penge, var det rigtig godt.”

I nogle år var det fyldestgørende og sjovt for Jes Hjort, men ideen med det hele falmede langsomt, og efter fem år i Topdanmark, traf han i 2018 beslutningen om en radikal omlægning af livet.

Teslaen og huset blev solgt, han flyttede med sin daværende kone og deres sønner seks kilometer væk og ind i en længe hos hans forældre i barndomshjemmet.

”Mine bedsteforældre var en del af min opvækst, de boede sammen med os, så det med at være tæt sammen tre generationer er ikke fremmed for mig. Det giver nogle helt særlige bånd i familien, som jeg også ønskede, at vores drenge skulle opleve.”

Det, der tæller

Han ønskede sig en mere simpel tilværelse, og lidt efter lidt tonede den frem. Han havde altid interesseret sig for at leve sundt, og deraf opstod ideen om at dyrke økologiske grøntsager.

”Det var en stor omvæltning. Jeg gik fra at tjene halvanden million kr. om året til 150.000 kr. det første år. Det lærte os en masse om, hvad der er nødvendigt, hvad der virkelig tæller - og hvad man ikke har brug for.”

Blandet andet skilte han sig af med sin smartphone, familien har ikke længere et tv, og han bruger kun computer fordi den er nødvendig i hans webshop.

”Det har været en lang rejse at skille sig af med alle de dårlige vaner og ting og forbrug, at finde ind til kernen i den her omlægning af livet.”

At være selvforsynende er noget af det, der giver stor glæde:

”Vi er i mål i forhold til alt, hvad vi spiser. Det, vi ikke selv kan dyrke, bytter vi os til med grøntsager. Mange vil nok synes, det er besværligt at leve, som vi gør. Man kan købe en pose gulerødder for ti kroner, hvorfor gå så meget op i, hvor den kommer fra.”

"Jeg gik fra at tjene halvanden million kr. om året til 150.000 kr. det første år. "
- Jes Hjort

Kun ja’er

Som dyrker af øko-grønt handlede det fortsat om at skabe tillidsfulde bånd til kunder. Den tidligere assurandør tog rundt til restauranter i lokalområdet og tilbød dem sine grøntsager:

”Hvor jeg tidligere skulle igennem en masse afslag, før jeg fik solgt en forsikring, fik jeg nu kun ja. For jeg kom med noget unikt, fx lokalt dyrkede tomater. I modsætning til, når jeg skulle sælge en forsikring, som de havde i forvejen, og min opgave var at overtale dem til at tegne en ny.”

I forbindelse med corona var han nødt til at gentænke sin lille virksomhed og oprettede webshoppen.

”Hvis jeg skulle sælge, var folk nødt til at vide, at jeg eksisterede. Så jeg rullede ud på alle sociale platforme, og det gav omgående respons. I løbet af den første måned solgte jeg for 100.000 kr.”

På lavt blus

Da Jes Hjort ikke er interesseret i at løbe efter indtjening igen, styrer han sin webshop, så den ikke bliver for voluminøs.

”I øjeblikket behøver jeg ikke gøre noget som helst for at sælge nok til, at jeg kan betale regningerne. Og det er også mit eneste formål med den,” siger øko-gartneren.

”Vi har et meget frit og uafhængigt liv, hvor vi ikke er nødt til at tjene en masse penge.”

Han sælger også grønt fra en gårdbutik sammen med sin kæreste, der desuden udbyder yoga-undervisning på adressen.

”Måske vil mange i mit tidligere fag se mig som en frelst type. Men for mig er det blev stadig mere meningsfuldt at leve det simple liv. Jeg ser aldrig på klokken. Jeg gør, hvad der passer mig, arbejder, når jeg vil. Det er det rigtige for mig.”

Fem fakta om Jes Hjort

Kan lide at fiske og gå på andejagt.

Har lige læst en bog, der gjorde indtryk: The Monyless Man af Mark Boyle.

Holder sig aktiv, løber hver dag.

Har en firhjulstrækker Land Rover Discovery, tager den gerne til Sverige og Norge for at campere og vandre med familien.

Har ikke en vinkælder, men en jordkælder til grøntsager

Seneste nyt