Geografi er afgørende: Ny liste viser store forskelle på finansøkonomers løn
Afhængig af uddannelsessted svinger finansøkonomers løn 10 år efter sidste eksamen med næsten 120.000 kroner. Se listen med ”før og nu”-lønninger.
Ifølge seniorøkonom i Finansforbundet, Klaus Mosekjær Madsen, er det svært at sammenligne helt ned på uddannelsesniveau, da mange kan have små årgange fra år til år, lige som en del også skifter branche i løbet af de første år.
Når han ser på forbundets egne tal i dag, lå startlønnen for dimittender med en kort videregående uddannelse som finansøkonomi 2023 på cirka 33.000 kr., og blandt dem, der dimitterede i 2013, er lønnen i dag på 55.000 kr. Samtidigt er ledigheden blandt forbundets medlemmer kun omkring to procent.
"Der er supergode beskæftigelsesmuligheder i branchen som helhed. Der er meget lav ledighed i sektoren, hvor vi har den laveste dimittendledighed siden 2018. Der er stor efterspørgsel efter de finansansatte - både i sektoren, men også uden for sektoren, hvor for eksempel en sektor som erhvervsservice har en høj efterspørgsel."
Klaus Mosekjær Madsen påpeger, at der sket store omvæltninger i sektorens medarbejdersammensætning i disse år.
Mens de 60-årige hovedsageligt har en erhvervsuddannelse, er det kun 12 pct. af de 30-35-årige, som har en erhvervsuddannelse, mens 15 procent har en kort videregående uddannelse, og hele 67 procent har enten en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Loyalitet påvirker lønudviklingen
Trods den store spredning ligger finansøkonomer fra fem ud af de 11 uddannelsesinstitutioner efter 10 år inden for en lille forskel på cirka 2.500 kroner om måneden. Og lige midt i det femkløver er Erhvervsakademi Dania i Hobro.
Her er Jan Wolf Rasmussen praktikkoordinator og på 13. år underviser.
Han fortæller, at det relativt lave udgangspunkt for dimittender kan skyldes, at skolen oprindeligt var landets eneste ejendomsmæglerskole, og en tredjedel af dimittenderne søger ind som ejendomsmæglere, hvor startlønnen blot er 12.000-13.000 kr., mens en almindelig trainee i en bank får 28.000 kr.
Lønnen på sigt kan være påvirket af, at mobiliteten ikke er så stor.
"Vi har mange lokale studerende, og tendensen er, at en stor andel ikke flytter væk, men bliver hængende. De er ret loyale over for det sted, de er startet, og det kan ses på lønnen, som over tid gør stigningen mindre. Studerende udefra er bedre til at flytte sig, når de er kommet i job," siger Jan Wolf Rasmussen.
Han påpeger samtidigt, at jobmulighederne er ret gode og at virksomhederne ofte henvender sig til ham for at høre, om han har kontakter til dimittenderne.
"Vi er en mindre by midt imellem Aarhus og Aalborg og har et par store banker – SparNord og Sparekassen Danmark – der har stabsfunktioner i byen. De lokale pengeinstitutter vil gerne have lokale kandidater, så det er alt andet lige nemmere at finde et job for dem," siger underviseren, der selv var syv år i realkreditbranchen, inden han blev underviser.
”I den grad sælgers marked” på Sjælland
Lidt højere på en fjerdeplads – og cirka 4.500 kroner højere om måneden end Erhvervsakademi Dania – ligger Zealand Sjællands Erhvervsakademi i Næstved.
Uddannelsesinstitutionen har udover Næstved også uddannelser i Køge og Holbæk, der dog ikke er med i opgørelsen. I alt har man 245 elever fordelt på fem-seks hold på de tre steder.
Programchef Allan Bruce Corfitsen forklarer den høje løn med, at der i den grad er mangel på finansøkonomer i stort set hele regionen.
"Vi arbejder meget med brancherne for at finde ud af, hvad de efterspørger. Virksomhederne gør rigtig meget for at tiltrække de unge og tilbyder ofte et forløb lige fra de er trainee til fastansættelse og til HD. De er nødt til at give en god løn, hvis man vil undgå af lukke de mindre lokalafdelinger rundt på Sjælland. Det er i den grad sælgers marked, og virksomhederne er virkelig sultne," forklarer han.
Mængden af hold gør det også nemmere for underviserne, der ofte selv har en baggrund i branchen, at hjælpe de studerende videre gennem deres netværk. Noget, der ikke er så let, hvis man har 10 eller flere hold i København, der også trækker de unge væk fra regionen og dermed øger den lokale konkurrence.
Revision i vækst
Der er generelt en vækst i antallet af studerende, og det har traditionelt været pengeinstitutterne, der har aftaget flest dimittender.
Men Allan Bruce Corfitsen oplever en ny trend i valg af studieretning:
"Efter man er begyndt at tale om ESG-regnskaber, er det gået op for de unge, at der er arbejde i revisionsbranchen med at få styr på ESG. Indtil videre er det primært de store virksomheder, men de mindre er også på vej, og inden længe kommer de små. Der bliver en kæmpe efterspørgsel på dem," forventer han.
Fakta om tallene
Den typiske løn viser medianen af lønnen pr. måned for henholdsvis de nyuddannede og for dem, der har været færdiguddannede i 10 år.
For at give et indtryk af forskellen i løn blandt personer med den samme uddannelse, vises også lønnen for de personer, hvis løn er blandt de laveste og de højeste.
Laveste 25 % viser personen med den højeste løn i gruppen af personer, hvis lønninger er blandt den laveste fjerdedel.
Højeste 25 % viser lønnen for personen med laveste løn i gruppen af personer, hvis lønninger er blandt den højeste fjerdedel.
Nyuddannedes løn er målt i andet år efter, de har gennemført uddannelsen.
Lønnen er beregnet på baggrund af færdiguddannedes erhvervsindkomster (inkl. indbetalinger til pension) i perioder i beskæftigelse. Der korrigeres ikke for deltid og overarbejde.
Kilde: UddannelsesZOOM