Fundet ved skraldespand som lille – i dag er hun succesfuld spirituel rådgiver
Store biler og fuld fart på karrieren. Rikke Hertz har været der, men krise i familien blev hendes afsæt til en markant livsændring. Hun har siden undervist over 1000 ledere, blandt andet i finanssektoren, i spirituel ledelse - og deltager i Finansforbundet on tour for alle medlemmer.
Topstresset leder
Derimod kan mange formentlig kende det liv, hun beskriver som sit, da hun blev voksen.
Hun havde fart på karrieren, var blevet seniorpartner i en konsulentvirksomhed og havde det sådan her:
”Jeg var topstresset. Jeg gik vildt op i, hvilket nummer der stod på min store, sorte bil på parkeringspladsen, som stod mellem alle de andre store, sorte biler. Jeg var konstant nervøs, jeg sov pivdårligt, jeg havde kort lunte – jeg var på vagt, var kollegerne ikke i gang med at tage mine kunder? Jeg skabte frygt og var en virkelig dårlig leder.”
Da det var værst, måtte hun af og til stoppe bilen, når hun var på vej til møder. Hun kastede op, tog to stykker tyggegummi – og kørte videre.
Låg på ego-gryden
En sønderrivende krise i familien ændrede det, satte dirrende spørgsmål ved det liv, hun levede.
”I min søgen efter andre muligheder, rakte jeg ud til det spirituelle,” fortæller Rikke Hertz.
Da hun åbnede sig for det spirituelle, begyndte hun at arbejde bevidst med taknemmelighed, kærlighed og gavmildhed. Hun fyrede egoet og gav direktørposten til sjælen, som hun formulerer det.
”Da jeg lod min sjæl lede mig, led jeg slet ikke. Jeg har lavet masser af fejl siden, og mit betalingskort er blevet spist af en maskine, men jeg holdt op med at være så superbange for, hvad folk tænkte om mig. Før skulle jeg altid bevise og retfærdiggøre, berettige at jeg var til.”
Egoet kan sagtens stikke næsen frem stadigvæk.
”Jeg er faldet i ego-gryden mange gange siden. Når det sker, kan jeg mærke uro og spænding i kroppen. Så flytter jeg hurtigt fokus til det, jeg er taknemmelig for,” siger Rikke Hertz.
Hævede pensionen
For 14 år siden hævede hun sin pension for at starte egen virksomhed med undervisning, blandt andet i spirituel ledelse. Over 1000 ledere har udannet sig hos hende.
”Det var en lang kamp for mig at finde min rette karrierevej. Men det lykkedes,” konstaterer hun og fortæller, at hun løbende får tilbagemeldinger om effekten af sin undervisning og rådgivning:
”Ledere fortæller, at de oplever en signifikant forskel i deres ledelse og liv. At de oplever en ro og fred til at være den, man er.”
Mærk rigtigt efter
Spiritualitet er for Rikke Hertz troen på, at noget er større end hende selv.
”Jeg er coach og bruger både min rationelle hjerne, mine spirituelle evner og min intuition, når jeg rådgiver.”
Hun mener, at alle kan lære at bruge deres intuition, mavefornemmelsen. Faktisk bruger alle den i forvejen, men den kan opgraderes med træning, blandt andet ved hjælp af meditation og ved at mærke efter, hvad den fortæller i forskellige situationer.
”Når først man bliver gjort bevidst om sin intuition, kan man vælge at bruge den eller lade være. Det er med bevidsthed som med en kylling: Du kan ikke putte den tilbage i ægget.”
Og det er altså også, mener den spirituelle rådgiver, godt det samme. For der er store gevinster at hente ved at give intuitionen mere spillerum.
Rikke Hertz opfordrer dig til selv at erfare det ved at forsøge dig - og gentager med vægt, at det er noget, alle kan lære:
”Du kan lære at lytte til din indre GPS - din intuition - din bevidsthed.”
Mere om Rikke Hertz
Rikke Hertz har over 25 års erfaring indenfor management, ledelse, clairvoyance og spirituel udvikling.
Hun har udgivet 4 bøger samt medvirket i flere tv-programmer og podcasts.
Siden 2010 har hun drevet sin egen virksomhed og har undervist tusinder i at tage spirituelt lederskab i deres liv, i at mestre deres energi, blive mere bevidste, modige og lytte til deres intuition.
Rikke Hertz tilbud til alle medlemmer
Fra februar bliver der mulighed for som medlem at Finansforbundets at opleve Rikke Hertz live, og 'få effektive redskaber til at mestre sin gode energi.'
Hun er en af oplægsholderne i Finansforbundet on Tour, der kan opleves i Glostrup, Aalborg, Middelfart og Silkeborg.
Tilmelding er endnu ikke åben, men bliver mulig via Finansforbundets hjemmeside.